Che -forsiden Che a life-udstilling Sandheden om Che Myten om Che Billeder 30/8-05 |
I årene efter hans død blev der skrevet og udgivet adskillige forherligende biografier, ligesom Che's egne dagbogsfortegnelser blev oversat til alverdens sprog. Centralt for denne formidling var den yderste venstrefløj, og Danmark blev hårdt ramt. Fidel Castros forord fra hans Bolivia-dagbog, udgivet i 1968 sætter standarden - Che var den praktiske revolutionære der kæmpede socialismens sag, mod borgerskabet, mod USA og pseudo-revolutionære internt...
Vi er i en periode, hvor slagord som 'proletariatets diktatur' ikke havde ubehagelige undertoner, og det at være revolutionær kommunist blev i visse kredse betragtet som både frihedssøgende og idealistisk og det var ikke noget man forsøgte at skjule. Et godt eksempel på dette tankesæt ses eksempelvis i det vulgær-marxistiske sprogbrug i Hetmanns Che-biografi oversat til dansk i 1974.
Hvor man kan sige at Che blev venstrefløjens darling, personificeringen af kampen for (den sande) socialisme, så var Cuba et model til efterfølgelse for sin kamp mod USA og markedsliberalismen. Dansk-Cubansk Forening udtrykte det således i sin Che-biografi udgivet i 1978:
Digteren Klaus Høeck var en af flere venstreorienterede kunstnere som så lyset i Castros Cuba, og hvor han i 1977 havde udgivet en række digte om venstreekstremisterne i Ulrike Marie Meinhof-gruppen, så udgav han i 1978 digtsamlingen Topia eller Che Guevara. Revolutionsromantikken er sjældent set mere koncentreret:
Eller hvad med denne her:
Den engelske Popart-kunstner Andy Warhol hoppede ligeledes i med samlede ben, og lavede flere Che Guevara-billeder. Massemorderen Ernesto Guevara blev nu portrætteret på linie med tidens andre ikoner herunder Marilyn Monroe og Elvis Presley. Venstrefløjens politikere indså herhjemme modstræbende at diverse varianter af kommunisme havde spillet fallit - men med den altid intakte anti-amerikanisme, og ikoniserede revolutionære såsom Castro og Che forsøgte flere markante socialdemokratiske politikere i de europæiske lande at gøre Cuba for model til efterfølgelse. Det mest kendte eksempel på Cuba-drømmen var uden tvivl den senere statsministerkandidat Mogens Lykketoft, og hans rejse til Cuba i 1986 med sin daværende kone Jytte Hilden. Det to uger lange ophold som var finansieret af det cubanske kommunistparti, udmøntede sig i en længere stemningsrapport fra Cuba som den 14. februar samme år blev trykt i Aktuelt under overskriften Samba-socialismen. Hilden og Lykketoft gav billedet af et Cuba som meget godt illustrerer problematikkens kerne:
Grunden til at Cuba endnu ikke var velfungerende økonomisk og
socialt, var naturligvis USA, Reagan og sanktionspolitikken. Det
danskerne og Socialdemokratiet kunne gøre for at lette diktaturets
problemer var at "knytte Muren faldt i 1989, Castros Cuba isoleredes mere og mere, hvad blot intensiverede troen på den brugbare socialisme i Castros totalitære variant. Kommunisme i Latinamerika blev blot betragtet som et eksotisk alternativ, der nok i grunden ikke var så slemt endda. Nørrebro har nu en tema-bar ved
navn Cafe Castro, som overalt er prydret med diktatorens profil og massemorderen Che Guevara indrammet. I 1992 tog det brasilianske band Rage Against the Machine med en usædvanlig aggressiv form for rock hele verden med storm, og det var her Kordas Che-portræt for alvor fik sit gennembrud. Deres anden album fik titlen Evil Empire, og det var ikke Cuba de tænkte på. På trods af at de både i sine tekster, og i selvstændigt udgivne spoken words-cd'er prædikede totalitær socialisme - så påvirkede det ikke pladesalget. At kalde demokratiske lande for fascistoide, og hylde kommunistiske diktaturer var en slags idealisme.
I 2003 var det den amerikanske filminstruktør Oliver Stone som forherligede Fidel Castro med det personlige portræt Comandante, og året efter var det Robert Redford som genfortalte myten om Che Guevara med The Motorcycle Diaries. Virkelighedens Cuba og virkelighedens Che Guevara er der ingen der bryder sig om. Billedet af den kompromisløse idealist som kæmpede for en god sag er blevet mainstream, på trods af det faktum at der fra punktum til punktum er den udgave af virkeligheden som Fidel Castro og kommunisterne ville have verden til at tro i tiden efter Che's henrettelse. Tiden er inde til at justere historieopfattelsen i retning af virkeligheden!
2005 blev året hvor ikke bare Irak, men også Ukraine blev demokratiseret. Fredelige demonstranter i den såkaldte 'Orange Revolution' fik fremtvunget et demokratisk valg som gjorde Viktor Yushchenko til premiereminister. I det internationale Melodi Grandprix nogle uger efter deltog det nu demokratiske Ukraine med nummeret We won't stand this - no... og minsanten om ikke forsangeren foran op imod 300 mio. tv-seere bar en Che Guevara t-shirt. På Eurovisions hjemmeside bærer han en variant af samme, Che er nu blevet symbolet på en demokratisk revolution. Et par måneder senere kunne man midt under den
direkte transmission fra sportsbegivenheden Tour de France
kørt før bjergtoppen Col d’Aubisque på løbets 16. etape se
scener som denne... Listen kunne fortsætte, men en passende afslutning kunne være fotoet af 49-årige Christian Mølskov og frue i tv-bladet Her & Nu, som på grund af parrets deltagelse i den kommende TV2-serie Huset nu er tv-stjerner - og 'flippere'...
|
Da
Che Guevara døde d. 9. oktober 1967, var ungdomsoprøret på sit
højeste i Europa - og mange så vitterlig den anvendte socialisme i
Sovjetblokken som et troværdigt alternativ til USA, der på
daværende tidspunkt var engageret i Vietnamkrigen - en krig
meget få europæere anerkendte nødvendigheden af. Che døde i en
kamp for et kommunistisk Latinamerika med USA som modpart, og var
således som skabt til at blive idol for den yderste venstrefløj.
Fidel Castro havde travlt med at lægge afstand til beskyldninger om
meddelagtighed i Che's død, og promoveringen af Che Guevara som
kultfigur blev fra dag et ført med udgangspunkt i Castros kommunistiske
Cuba.
Hvor man
til nød kunne forstå hvorfor danske
kommunister dyrkede myten, så er det langt sværere at forstå
hvorfor kunstnere og intellektuelle af enhver afskygning hoppede på
bølgen. Den franske filosof Jean Paul Sartre var en af de første... 
nærmere kontakt med Cuba" - og hermed Fidel Castro,
diktatoren der kort efter revolutionen valgte at droppe de planlagte frie valg,
afskaffede uafhængige fagforeninger, og i værste totalitære stil forfulgte politiske fjender og andre
afvigere.
En grotesk form for historieløshed.
