Kommunismens sorte bog

Forbrydelse Terror Undertrykkelse

Stephane Courtois et al. Høst & søn, 2003. S. 731-749, udvalgte citater.

Cuba: endeløs tropisk totalitarisme Af Pascal Fontaine. På dansk ved Otto Jul Pedersen.

"I 1952 indtog Cuba tredjepladsen blandt de 20 latinamerikanske lande efter bruttonationalprodukt pr. indbygger; tredive år senere, efter mere end tyve års Castro-styre, var Cuba kun på femtendepladsen lige over Nicaragua, El Salvador, Bolivia og Haiti; jf. Jeannie Verdés_leroux: La Lune et la caudillo, Gallimard, 1998, p. 16." [s. 731]

"Den 8. januar 1959 drager Castro og hans barbudos i triumftog ind i hovedstaden. Straks efter magtovertagelsen blev Cabãna-fængslet i Havana og Santa Clara-fængslet skueplads for massehenrettelser. Ifølge den udenlandske presse kostede denne summariske udrensning på fem måneder seks hundrede af Bastitas tilhængere livet. Der blev organiseret ekstraordinære domstole, som alene skulle afsige dom. 'Retsagernes former og de principper, retten blev opfattet ud fra, var meget betegnende: regimets totalitære natur var indskrevet heri fra begyndelsen af,' konstaterer Jeannie Verdés-Leroux." [s. 732]

"Den 15. februar 1959 trådte premiereminister Miro Cardona tilbage. Castro, der allerede var hærens øverstbefalende, erstattede ham. I juni besluttede han at afblæse planen om at organisere frie valg, som ellers var lovet inden atten måneder. Over for Havanas indbyggere retfærdiggjorde han sin beslutning med dette spørgsmål: 'Valg! Med hvilket formål?' Han forkastede således et af de grundlæggende punkter indskrevet i de anti-Batista-revolutionæres program. På den måde forlængede Castro en situation, som den faldne diktator havde etableret. Desuden suspenderede han Forfatningen af 1940, der garanterede de fundamentale rettigheder, for alene at regere pr. dekret - indtil han i 1976 indførte en forfatning, der var inspireret af USSRs." [s. 732f]

"I efteråret 1960 blev de sidste politiske såvel som militære medlemmer af oppositionen arresteret, som f.eks. William Morgan og Humberto Sori Marin. Morgan, tidligere kommendant i Sierra, blev skudt i begyndelsen af 1961... Efter middelklassen er det arbejderklassen, der mærker undertrykkelsen. Med ét viser fagforeningerne deres uvilje mod det nye regime... Endelig opnåede Castro i 1962, at den eneste fagforening, CAF, bad om at få strejkeretten ophævet: 'Fagforeningen er ikke et organ, som stiller krav,' pointerede en af Partiets apparattjik'er." [s. 734]

"For at overleve måtte kirken fordybe sig i sig selv. Regimet arbejdede på at marginalisere de religiøse institutioner. En af måderne bestod i at lade enhver cubaner frit bekende sin tro, for så bagefter at mærke gengældelsesforanstaltningerne, såsom at blive forbudt adgang til universitetet og karriere i administrationen. Undertrykkelsen ramte ligeledes den kunstneriske verden med fuld kraft." [s. 735]

"Da han [Che Guevara] er blevet udnævnt til industriminister og direktør for Centralbanken, finder han i disse funktioner lejlighed til at anvende sin politiske doktrin og indføre den 'sovjetiske model' i Cuba. Han foragter penge, men bor i Havanas rige kvarter. Som økonomiminister, men blottet for de mest elementære begreber om økonomi, ender han med at ruinere Centralbanken... I sit testamente hylder denne elev af Terrorens skole 'det stærke had, der gør mennesket til en effektiv, voldelig, selektiv og kold dræbermaskine' (Régis Debray, op.ret., p. 186). 'Jeg kan ikke være ven med nogen, der ikke deler mine ideer,' indrømmer denne sekterer, der døber sin søn Vladimir som hyldest til Lenin. 'Che' (et argentinsk udtryk), der er dogmatisk, kold og intolerant, er fuldstændig ude af trit med cubanernes åbne og varme natur... Castro bruger ham i sit taktiske spil. Da det på et tidspunkt kommer til et brud mellem dem, begiver Guevara sig til Bolivia... Isoleret og jaget, fanges Guevara den 8. oktober 1967 og henrettes den næste dag." [s. 736f]

"De oprørske bønders familier blev flyttet med det mål at undergrave oprørets folkelige grundlag." [s. 737]

"I 1960 mistede dommerne deres uafsættelighed og kom ind under centralmagtens autoritet - den nægtelse af magtens deling, der er karakteristisk for diktaturet." [s. 738]

"Direktoratet for Statens Sikkerhed (DSS), også kendt under navnet Dirección General de Contra-Inteligencia, og som cubanerne kaldte det 'røde Gestapo', fik sin ilddåb mellem 1959 og 1962, da det blev pålagt at infiltrere og ødelægge de forskellige oppositionsbevægelser mod Castro. DSS ledede den blodige likvidering af undergrundsbevægelsen i Escambray og sørgede for oprettelsen af tvangsarbejdslejrene." [s. 738f]

"Dirección 5 er 'specialiseret' i eliminering af modstandere..." [s. 739]

"Det er muligt at lave en opgørelse over 60'ernes undertrykkelse: Mellem syv og ti tusinde personer er blevet skudt, og man vurderede de politiske fangers antal til 30.000 tusinde. Følgeligt har den castroistiske regering meget hurtigt måttet håndtere et betragteligt antal politiske straffefanger, især fangerne fra Escambray og fra Playa Giron - Svinebugten." [s. 740]

"Den militære enhed for hjælp til produktionen (MEHP), der virkede fra 1964-1967,var det første forsøg på at udvikle straffearbejdet. MEHPs lejre, der var klar til at blive taget i brug i november 1965, var rene koncentrationslejre, hvori religiøse (katolikker, som f.eks Havanas nuværende ærkebiskop...), ruffere, homoseksuelle og enhver, som betragtedes som 'potentielt farlig for samfundet', blev smidt hulter til bulter... De 'sociale afvigere' blev underlagt en militær disciplin, som forvandledes til et regime med mishandling, underernæring og isolation. Andre slap ud psykisk nedbrudte af deres indespærring. En af MEHPs funktioner var 'genopdragelsen' af homoseksuelle. Allerede før enheden var blevet skabt, havde mange af de homoseksuelle mistet deres arbejde, især på det kulturelle område. Havanas Universitet var genstand for anti-homoseksuelle udrensninger, og det var almindeligt at 'dømme' de homoseksuelle offentligt på deres arbejdsplads." [s. 740]

"1964 etableres et tvangsarbejdsprogram på øen Pins: 'Camillo-Cienfuegos'-planen... Arbejdsbetingelserne her var meget hårde, fangerne arbejdede næsten nøgne, kun iført underbukser. Som straf skulle de opsætsige slå græs med tænderne, og andre blev nedsænket i latringruberne i mange timer. Strafferegimets vold ramte såvel de politiske fanger som de kriminelle fanger. Den begyndte med forhørene ledet af Departemento Técnico de Investigaciones, de sektioner, som stod for efterforskning.  DTI anvendte isolation og udnyttede de tilbageholdtes fobier: en kvinde, der var bange for insekter, blev lukket inde i en celle befængt med kakerlakker. DTI brugte voldelig fysisk pression: Fanger iført sko fyldt med bly blev tvunget til at gå op ad trapper, hvorefter de blev gennet ned igen. Til den  fysiske tortur føjede sig den psykiske tortur, der ofte blev gennemført ved hjælp af lægemidler; vagterne brugte penthotal og andre stoffer for at holde de tilbageholdte vågne. På Mazzora-hospitalet brugtes elektrochok som afstraffelse, uden nogen begrænsning. Vagterne brugte vagthunde, foretog skinhenrettelser; straffecellerne var uden vand og elektricitet; den tilbageholdte, hvis personlighed man ville nedbryde, blev sat i isolationscelle. Da man i Cuba betragter ansvar som kollektivt, er straffen det også. Det er et andet pressionsmiddel: De tilbageholdtes nærmeste betaler socialt for deres slægtninges politiske engagement. Deres børn har ikke adgang til Universitet og deres ægtefæller mister deres arbejde." [s. 740f]

"Man må skelne de 'normale' fængsler fra de sikkerhedsfængsler, der hører under GII (det politiske politi). Fængslet Kilo 5,5, placeret præcis dette antal kilometer fra motorvejen til Pinar del Río, er et højsikkerhedsfængsel, der stadig eksisterer i dag. Det ledes af kaptajn Gonzales, kaldet El Nato, der med vilje blandede politiske og kriminelle fanger. I cellerne beregnet til to fanger sammenstuvedes syv eller otte, de indsatte sov på gulvet. Straffecellerne blev døbt Tostadoras (brødristere) på grund af den uudholdelige varme, der var her sommer som vinter." [s. 741]

"GIIs center i Santiago de Cuba, bygget i 1980, har det frygtelige privilegium at have celler med meget høje og meget lave temperaturer. Fangerne bliver vækket hvert tyvende eller tredivte minut. Denne behandling kan vare i måneder. Nøgne, totalt afskåret fra omverdenen, fremviser mange af de fanger, der undergår disse psykiske torturer, efter nogen tid uoprettelige forstyrrelser. Det mest berygtede fængsel var i lang tid La Cabãna, hvor Sori Marin og Carreras blev henrettet. Så sent som i 1982 blev nærved hundrede fanger skudt her. La Cabãnas 'specialitet' var de småt dimensionerede kachotter kaldet ratoneras (rottehuller). Det er blevet taget ud af brug i 1985. Men henrettelserne fortsætter i Boniato, et højsikkerhedsfængsel, hvor der hersker grænseløs vold, og hvor snesevise af politiske fanger er døde af sult. For ikke at blive voldtaget af kriminelle fanger, oversmører nogle sig med lort. Boniato er stadig i dag de dødsdømtes fængsel, hvad end det er politiske eller kriminelle fanger. Det er berømte for sine gitterceller, tapiadas. Snesevise af fanger fandt døden her på grund af manglende lægehjælp." [s. 741f]

"I Havana er fængslet Nuevo Amenacer (Ny Morgen) det vigtigste. Dr. Martha Frayde, Castros veninde af gammel dato, Cubas repræsentatn i Unesco i 70'erne, har beskrevet dette fængselscenter, hvor levevilkårene var særligt hårde: 'Min celle var seks gange fem meter. Vi var toogtyve, der sov på sengebunde i to eller tre etager. (...) I vor celle var vi engang toogfyrre. (...) Hygiejneforholdene blev fuldstændigt uudholdelige. Baljerne, hvor vi skulle vaske os, var fyldt med snavs. Det var blevet fuldstændig umuligt at gøre sit toilette (...) Der blev mangel på vand. Udskylning af toiletterne blev umulig. De fyldtes, og flød så over. Der dannede sig et lag af ekskrementer, som bredte sig til vores celler. Hvorefter det, som en flod, der ikke kan holdes tilbage, nåede gangen, og siden trappen, for at ende med at løbe ned i haven...'" [s. 742]

"En af de største koncentrationslejre ligger i Camagüey-regionenm El Manbilejren, som i 80'ernes talte mere end tre tusinde fanger... Der findes i Cuba arbejdslejre med 'strengt regime'. De dømte, som ikke passer sammen med det sted, hvor de er fængslet, bliver dømt af lejrens interne folkedomstol og så sendt til en lejr med et 'strengt regime', hvor Consejos de trabajo de los pressos (fangernes arbejderråd) spiller en lignende rolle som kapo'erne i de nazistiske lejre; disse 'rådsmedlemmer' dømmer og straffer deres egne fængselskammerater." [s. 743]

"Granja'en er en castroistisk opfindelse. Den udgøres af barakker betroet vagter fra Indenrigsministeriet, som har ret til at skyde på enhver person, der ville forsøge at flygte. Omgivet af flere pigtrådshegn og udkigsposter ligner den den sovjetiske forbedringsarbejdslejr. Visse granja'er kunne rumme fem til syv fanger. Indespærringsbetingelserne er forfærdelige: Tolv til femten timers arbejde om dagen, al magt til vagterne, der ikke tøver med at stikke straffefangerne med bajonetten for at øge arbejdstempoet." [s. 744]

"Denne type system frembyder en vis økonomisk interesse. For eksempel mobiliseres alle straffefanger for at skære sukkerrør, la Zafra... Således bruger Udviklingskontoret for Socialt Arbejde og Arbejde i Landbruget (DESA) på sine arbejdspladser hen ved 60% straffefanger... Snesevis af regeringens gæster besøger disse anlæg, bl.a. statsmænd som Leonid Brezjnev, Hourau Boumediene og FranÇois Mitterand i 1974." [s. 745]

"I september 1960 oprettede Castro Komiteerne til Forsvar af Revolutionen (KFR). Disse kvarterkomiteer har som grundlag cuadra'en, boligkarreen, i spidsen for hvilken der er placeret en ansvarlig, der har til opgave at overvåge samtlige beboers 'kontrarevolutionære' rænkespil. Dette sociale net er særdeles stramt... Dette overvågnings- og angiveri-system gør, at fortrolighed inden for familien ikke længere findes. Målet med KFR viste sig i fuldt dagslys i marts 1961, da der på foranledning af R. Valdés, chefen for Sikkerhedstjenesten, på en weekend blev organiseret og gennemført en kæmpe razzia. Det var ud fra lister opstillet af KFR, at mere end hundrede tusinde personer blev afhørt og mange tusinde af dem ført til indespærringscentre: stadioner, ejendomme, gymnastiksale. Cubanerne blev dybt rystet over den massive udvandring fra havnebyen Mariel i 1980. De blev det så meget desto mere, som KFR efter ordre organiserede actos de repudio (fornægtelseshandlinger) bestemt til socialt at marginalisere og moralsk at nedbryde modstanderne - fra nu af udstyret med navnet gusanos (orm) - og deres familie. Samlet foran modstanderens hus bombarderede en hadefuld mængde det med sten og gik løs på beboerne. Castroistiske slogans og fornærmelser blev skrevet på murene... Denne kvasi-lynchningspraksis skaber i befolkningens midte følelser af gensidigt had på en ø, hvor alle kender alle... Formanden for den Cubanske Komité for Menneskerettighederne, Ricardo Bofill, blev udsat for en fornægtelseshandling i 1988. I 1991 var det formanden den kristne bevægelse Liberacíon, Oswaldo Payas Sardina's tur til at blive offer herfor. Da cubanerne kun modvilligt stiller op til denne udskejelse i socialt had, indkalder myndigheder voldsmænd fra andre kvarterer end det, hvor ofrene bor." [s. 745f]

"Lov nr. 32 vedtaget i marts 1971 satte en stopper for udeblivelse fra arbejdspladsen. I 1978 bekendtgjordes loven om 'farlighed før forbrydelsen'. Med andre ord, en cubaner kunne for fremtiden arresteres under et hvilket som helst påskud, hvis myndighederne vurderede, at han udgjorde en fare for statens sikkerhed, selv om han ikke havde foretaget nogen handling i den retning. Denne lov rebriceredde manifestationen af enhver tanke, der ikke er i overensstemmelse med regimets kanoner, som forbrydelse. Så meget desto værre, som at enhver bliver potentielt suspekt." [s. 746]

"Allerede i 1960'erne have cubanerne 'stemt med deres årer'. De første til, allerede i 1960, i stort tal at forlade Cuba var fiskerne... Castro bruger udspekuleret eksilet som middel til at regulere de indre spændinger på øen. Dette fænomen, der har været tilstede lige siden begyndelsen, har fandtes uafbrudt lige til midten af 70'erne. Mange har begivet sig til Florida eller den amerikanske base i Guantanamo. Men fænomenet blev bragt til hele verdens kendskab ved krisen i april 1980. Tusinder af cubanere omringede den peruvianske ambassade i Havana og krævede udrejsevisa for at undslippe en uudholdelig hverdag. Efter flere uger gav myndighederne et hundrede og femogtyve tusinde af dem - af en befolkning, der på det tidspunkt talte ti millioner indbyggere - lov til at forlade landet og udvandre fra havnebyen Mariel.... Efter Mariel-episoden indskrev mange cubanere sig på lister for at opnå ret til at forlade deres land. Sytten år senere venter de stadig på denne tilladelse... I løbet af sommeren 1994 har Havana, for første gang siden 1959, været skueplads for voldsomme uroligheder. Folk, som gerne ville rejse ud, men ikke har kunnet få plads på balsa'erne, nødflåderne, er stødt sammen med politiet... til sidst har Castro på ny tilladt udvandring af femogtyve tusinde personer. Siden er udrejserne ikke hørt op, og de amerikanske baser i Guantanamo og Panamá er fyldt med frivilligt eksilerede. Castro har også forsøgt at bremse disse flugtforsøg på nødflåder ved at sende helikoptere ud for at bombardere disse flugtforsøg på nødflåder ved at sende helikoptere ud for at bombardere de skrøbelige fartøjer med sandsække. Nærved syv tusinde personer er forsvundet på havet i løbet af sommeren 1994. I alt regner man med, at en tredjedel af los balseros er døde under deres flugt. På tredive år har knap 100.000 cubanere forsøgt at flygte over havet. I alt betyder de forskellige udvandringer, at Cuba i dag har 20% af sine borgere i eksil." [s. 747]

"I 1978 var der mellem 15.000 og 20.000 samvittighedsfanger... I 1986 regnede man med mellem 12.000 og 15.000 politiske fanger, der blev holdt indespærret i halvtreds 'regionale' fængsler fordelt over hele øen... Siden 1959 har mere end hundrede tusinde cubanere stiftet bekendtskab med lejre, fængsler eller åbne fronter. Mellem 15.000 og 17.000 er blevet skudt. 'Intet brød, uden frihed, ingen frihed uden brød,' proklamerede den unge sagfører Fidel Castro i 1959. Men som en dissident præciserede før starten på 'særregimet' - ophøret af den sovjetiske hjælp: 'Et fængsel er og bliver et fængsel, selv om der er mad nok, et fængsel.' Castro, en tyran, der forekommer at være uden for tiden, bemærkede i 1994, stående over for sit regimets fiasko og de vanskeligheder, Cuba overlevede, at han 'hellere ville dø end give afkald på revolutionen.' Hvilken pris skal cubanerne fortsat betale for at tilfredsstille hans hovmod?" [s. 748f]