Sabot, 2002/1. Mord på myten om Che - omskrevet fra Che Guevara: A second myth is exploded (Organise! issues 47, Vinteren1997-98)

Mord på myten om Che

Med denne artikel indledes en serie under titlen »Mord på myten«, hvor vi vil se nærmere på nogle af de uskrevne kapitler om venstrefløjens mere tvivlsomme helte. Artiklen om Ché er en omskrevet udgave af en artikel, som tidligere har været trykt i det engelske anarko-kommunistiske magasin Organise!

I første del af vores serie ser vi på Ernesto »Ché« Guevaras liv og ideer. Der har været en del opmærksomhed omkring Ché i de seneste år; hans knogler blev i 1997 gravet op i Bolivia og genbegravet i Cuba, der er blevet offentliggjort hidtil ukendte fotografier fra hans militære aktioner i Bolivia, og to nye biografier har set dagens lys.

Den heltekult, der har udviklet sig omkring Chés person, har fået nyt liv. Mens hans billede - på T-shirts, plakater og øl-etiketter - fortsat udnyttes i kommercielle sammenhænge, virker det også til, at der blandt unge er genopstået en forestilling om Ché som en idealistisk helt og frihedskæmper. Denne heltekult synes at have påvirket mange unge venstreorienterede, hvoraf nogle sågar kalder sig anarkister.

Sandheden er måske ubehagelig for mange. Når alt kommer til alt, bliver Ché-kulten stadig brugt til at dække over Castro-diktaturets sande natur; en af verdens sidste stalinistiske bastioner. Mens udtjente stalinister og trotskijstiske medløbere stadig fejrer Ché som den store revolutionære helt, tager vi et kig på manden bag legenden.

Ché havde en god og tryg opvækst, født ind i en aristokratisk familie der trods de hårde tider stadig besad store rigdomme. Da Juan og Eva Perón begyndte deres politiske vej til magten i Argentina, og ved hjælp af nationalisme og populistiske appeller til arbejderne og bønderne fik dannet et regime, som havde mange fascistiske træk (1944-1952), var Ché Guevara stadig ung. I denne periode synes han at være helt uinteresseret i politik og havde således ingen mening hverken for eller imod Perón-regimet.

Begivenheder i Guatemala skulle ændre dette. Jacobo Arbenz, en venstreorienteret officer i hæren, blev valgt til præsident, og i 1952 nationaliserede han United Fruit Companys ejendomme i landet. United Fruit Company var et stort amerikansk firma, som ejede meget jord og havde stor politisk og økonomisk indflydelse i Guatemala. Arbenz påbegyndte også en nationalisering af jorden som tilhørte de store lokale kvægfarmere og landmænd. Ché Guevara var, ligesom mange andre unge middelklasse latinamerikanere, meget entusiastisk tilhænger af dette socialistiske eksperiment og med dette var Chés politiske interesse vagt. Umiddelbart før sin afrejse til Guatemala skrev han: "Foran billedet af den gamle og savnede kammerat Stalin har jeg sværget at jeg ikke vil stoppe, før jeg ser disse kapitalistiske blæksprutter tilintetgjort". Beundringen for Stalin skulle siden vise sig at præge hele Chés politiske løbebane og få fatale følger for den cubanske befolkning og venstrefløj.

Da en USA-støttet invasionsstyrke knuste Arbenz-regimet i Guatemala, lykkedes det for Ché at flygte til Mexico, hvor han tilsluttede sig cubanerne omkring brødrene Fidel og Raúl Castro i 26. Juli-bevægelsen (M26J). I november 1956 gik Ché og 80 andre medlemmer af M26J i land på Cuba for at indlede en guerillakrig imod den USA-støttede diktator Fulgencio Batista. Det var i rollen som guerillaleder at Ché første gang viste sig som en autoritær og brutal stalinist. Faktisk ændrede Ché de frivillige guerillagrupper til en klassisk hær med streng diciplin og hierarki. Om denne proces skrev Ché: "På grund af mangel på diciplin blandt de nye mænd (...) var det nødvendigt at etablere en streng diciplin, organisere en overkommando og udnævne en officerstab". Han indførte ligeledes dødsstraf for »stikkere, lydighedsnægtelse, simulanter og desertører« og udførte sågar personligt en del henrettelser i disse sager. Således blev M26Js første henrettelse af en stikker udført af den unge Ché, som skrev: "Jeg gjorde en ende på problemet ved at skyde ham med en .32 pistol i højre side af hjernen." Ved en anden lejlighed havde Ché tænkt sig at skyde en hel gruppe guerillasoldater, som var gået i sultestrejke på grund af dårlig mad. Først da Castro i sidste øjeblik blandede sig i sagen blev henrettelserne afværget. I et andet tilfælde blev en guerillasoldat, som vovede at stille spørgsmål ved Chés autoritet, beordret i kamp uden våben!

Udover den generelle udvikling hen imod en militarisering af guerilla-grupperne, som Ché havde hovedansvaret for, havde han også en anden vigtig opgave i M26J. Ché optrådte som hovedagitatoren for stalinisme indenfor M26J. Han arbejdede hemmeligt på at etablere en alliance mellem M26J og det cubanske kommunistparti (Dannet i 1925 under navnet Partido Socialista Popular, siden kendt under flere forskellige betegnelser frem til 1965 hvor partiet fik navnet Partido Comunista Cubano). Indtil da havde der været meget få stalinister i M26J, som i øvrigt rummede grupperinger, eksempelvis anarkisterne, som var indædte anti-stalinister. Kommunisterne var meget upopulære blandt de anti-Batistiske kræfter, da kommunistpartiet havde været junior-partnere med Batista-regimet og f.eks. åbent havde fordømt Castros tidligere angreb på Batista i 1953. Den kommunistiske politik i forhold til Batista var styret af den folkefrontsstrategi som den stalinistiske internationale, Komintern, lancerede på sin 7. verdenskongres i 1935. Folkefronten betød bl.a., at kommunisterne som tak for deres støtte til Batista ved valget i 1940 fik retten til at kontrollere den halvstatslige fagbevægelse CTC. Som et led i folkefrontsalliancen lovede kommunisterne at opretholde ro og orden på arbejdsmarkedet, og derfor måtte de tidligere ellers så stærke anarko-syndikalister bekæmpes. Batista og kommunisterne gik nu i fællesskab i krig mod de mere radikale elementer i fagforeningerne, hvilket fik fatale følger for den anarko-syndikalistiske bevægelse på Cuba. I et brev til kommunisterne om samarbejdet skrev Batista i 1944: "(...) Jeg er glad for igen at kunne udtrykke min urokkelige tillid til det loyale samarbejde som PSP, dets ledere og medlemmer har praktiseret og fortsat vil praktisere i forhold til mig og min regering (...)". De cubanske kommunister fordømte M26J og Castro, og de saboterede ved flere lejligheder kampen mod Batista. Det var således kommunisterne, der saboterede et forsøg på at vælte Batista gennem en generalstrejke. Først da USA trak støtten til Batista tilbage, og det stod klart, at regimet ville vælte, sluttede kommunisterne sig til M26J.

Med Castros sejr i januar 1959, blev Ché, sammen med Fidels bror stalinisten Raúl Castro, ansvarlig for at udbygge den statslige kontrol. I militæret blev der under Chés ledelse gennemført udrensninger og dannet klasser for politisk genopdragelse . Ché var desuden hovedanklager ved henrettelserne af de af Batistas tilhængere, som stadig befandt sig på Cuba. Ché blev betragtet som ekstremt hensynsløs i dette arbejde; indenfor de første få måneder blev der således skudt ikke mindre end 550 mennesker. Heriblandt var selvsagt ingen af Batistas kommunistiske venner! Forfølgelserne af politiske modstandere blev i 1960 udvidet fra kun at være rettet mod tilhængere af det gamle regime til også at ramme de personer og grupper i arbejderklassens bevægelser, der kritiserede Castro-regimet. Anarkisterne og anarko-syndikalisterne fik lukket deres presse og mange politisk aktive blev fængslet. Ché var direkte involveret i dette angreb og ligeledes i det efterfølgende angreb på trotskijsterne, som blev forbudte i 1962, og hvis ledende medlemmer også blev fængslet. Ché sagde om undertrykkelsen af den socialistiske opposition at: "Man kan ikke være for revolutionen og samtidig være imod det cubanske kommunistparti." Samtidig gentog Ché de sædvanlige gamle stalinistiske løgne om, at trotskijsterne skulle være imperialistiske agenter og provokatører. Ikke kun de politiske strømninger som gik imod Ché og Castro stod for skud, også arbejderklassen som helhed blev angrebet. Fagforeningerne blev efter Castros magtovertagelse opfattet som en potentiel fjende. Castro mente at en strejke i en socialistisk republik var at betragte som en kontrarevolutionær handling, og om fagforeningernes fremtid sagde Ché: "Fagforeningernes skæbne er at forsvinde (...)." Ché var også aktiv i skabelsen af det hemmelige politi, C-2, og havde en stor rolle i oprettelsen af Komiteerne til Forsvar af Revolutionen (Comités en Defensa de la Revolución - CDR), som var lokalt og regionalt baserede organer skabt til at kontrollere og udspionere den cubanske civilbefolkning. Det billede som tegner sig af Ché som guerillaleder og minister i den nye cubanske regering stemmer meget dårligt overens med det revolutionære Ché-ikon, vi kender.

Det, som den marxistiske del af venstrefløjen ofte har fokuseret på i forbindelse med Ché, har været hans internationalisme. Ché er blevet fremhævet som den visionære og selvopofrende revolutionær, der ikke ville lade sig nøje med mindre end verdensrevolutionen og derfor forlod den sikre tilværelse i Cuba. Men ser man lidt nærmere på Chés internationalisme, vil man finde, at den var funderet på en sær blanding af kold kynisme og håbløs idealisme.

Ché var arkitekten bag de stadig tættere relationer mellem Cuba og Sovjetunionen, og han spillede selv en vigtig rolle som bindeled mellem de to lande. Atommissilaftalen, som under Cubakrisen i 1962 nær var endt i en atomkrig, blev på den cubanske side udarbejdet af Ché. Da russerne, efter USAs trusler, trak sig tilbage, blev Ché rasende og gav udtryk for, at hvis han havde haft ansvaret for missilerne, ville han have skudt dem af! Efter 2. verdenskrig spredte Sovjet som bekendt kommunismen til Østeuropa på ryggen af en tank - måske havde Ché tænkt sig at verdensrevolutionen skulle nå Latinamerika på ryggen af et atommissil?

Efter et besøg i Rusland i 1963 vendte Ché sig bort fra den russiske stalinisme uden dog at nå frem til en libertær eller humanistisk kritik af denne. I stedet sluttede Ché sig nu til den særlige kinesiske udformning af stalinismen og blev maoist. Ché fordømte Sovjetunionens politik om fredelig sameksistens, som betød en anerkendelse af Latinamerika som USAs interessesfære og bevirkede, at der blev givet meget lidt eller slet ingen støtte til bevægelser, der kæmpede imod USAs kontrol. Fidel Castro var i denne periode helt optaget af forsøget på at redde den cubanske økonomi og argumenterede selv for en udenrigspolitik, der byggede på en lignende fredelig sameksistens. I modsætning til dette talte Ché om at sprede revolutionen til hele Latinamerika ved hjælp af guerillakrig. Chés guerillastrategi, den såkaldte foco-strategi gik i al sin enkelthed ud på, at en lille selvopofrende gruppe guerillasoldater med støtte i bondebefolkningen skulle udvikle revolutionen - en model som skulle vise sig både elitær, urealistisk og håbløs idealistisk.

Det var på dette grundlag Ché forlod Cuba for at realisere sine revolutionære ideer. Chés første ekspedition gik til Congo, hvor han arbejdede sammen med Laurent Kabila og Congos Befrielseshær med støtte fra de kinesiske maoister. Kampen i Congo led imidlertid nederlag i 1966, hvor Ché blev fuldstændig isoleret og mange i hans guerilla døde. På trods af dette troede Ché stadig på en guerillakrig udkæmpet af en lille væbnet minoritet. Ché måtte vende tilbage til Cuba, men begav sig snart ud på sit sidste og mest katastrofale eventyr, denne gang i Bolivia, hvorfra han håbede at sprede revolutionen til hele det sydamerikanske fastland. I Bolivia troede Ché, at han med sin foco-strategi kunne mobilisere de bolivianske bønder til kampen for socialisme. Men de bolivianske bønder var i vid udstrækning konservative og særlig efter landreformen fra 1952 ikke en gruppe, som lod sig mobilisere i en revolutionær kamp. Ché tog ikke højde for, at den mest radikale befolkningsgruppe i Bolivia ikke var bønderne, men minearbejderne i højlandet. En alliance med arbejderne var i realiteten umulig, da guerillakrig er en kampform, som er udviklet til brug i landdistrikterne og nærmest umulig at involvere arbejderklassen aktivt i. Det mislykkedes da også for ham at nå industriarbejderklassen med sin strategi. Hvorfor skulle arbejderne i Bolivia også slutte sig til Ché Guevara og hans guerilla, når de i de foregående år havde erfaret at strejken var et langt mere effektivt våben i deres kamp?! Ché var ikke i stand til at finde støtte hverken blandt arbejderne eller bønderne, og selv det lokale kommunistparti arbejdede imod ham. Uden støtte og forrådt af sine egne blev Ché omringet i Andesbjergenes højland, fanget og henrettet.

Ché var uden tvivl meget modig og udholdende. Han var målbevidst og selvopofrende i kampen for det, han så som revolution og socialisme. Han afstod privilegier og luksus, som andre af lederne i Castros Cuba nød godt af, og levede af en gennemsnits-arbejdsløn. Men mange militarister, fascister og religiøse fanatikere har de samme karakteristika; modighed og selvopofrelse. Chés fotogene ydre og hans martyr-død gjorde ham til et ikon; et ikon som let lod sig udnytte af alle dem, der tjener hurtige penge på at sælge revolutionær kitch. Men ikonet og myten bruges også til at sløre virkeligheden om den historiske Ché. Manden bag myten var en skånselsløs autoritær stalinist. Ché ytrede beundring for de perónistiske autoritære nationalister og optrådte som en villig marionet for den sovjetiske blok i arbejdet med at udvide de stalinistiske staters indflydelse. Selv efter at han var blevet uenig med Sovjetunionen omkring muligheden for en guerillakrig i Latinamerika, forblev han overbevist stalinist med stor beundring for diktaturene i Kina og Nordkorea. Han havde ingen grundlæggende uenigheder med Sovjetkommunisterne omkring hvilken type samfund, han ønskede; en autoritær bureaukratisk statskapitalisme.

Ché ligner måske den arketypiske romantiske revolutionære, en socialismens Jesus, men i virkeligheden var han et redskab for den stalinistiske magtblok. Ché-ikonet står i vejen for et angreb på Castro-diktaturet og for en kritik og forståelse af den udvikling, som gik forud for etableringen af diktaturet. Man kunne spørge, om der overhovedet var tale om en revolution på Cuba, eller om det snarere var en ren politisk magtovertagelse. En social revolution udspringer normalt i den anarkistiske forståelse af en massebevægelse og revolutionerer alle sider af samfundet og det sociale liv fra neden. Dette kan næppe siges at gælde for den såkaldte revolution i Cuba. Mange har forsvaret Castro-diktaturet ud fra den opfattelse, at det spiller en særlig anti-imperialistisk rolle. Men er Cuba ikke bare et eksempel på en stat, der løsriver sig fra én imperialistisk bloks dominans for derefter at slutte sig til en anden imperialistisk blok? Er det et udtryk for anti-imperialisme, når kommunister har forsvaret Cuba? Eller er der blot tale om en stillingtagen i striden mellem to imperialistiske lejre? Og kan det overhovedet være en socialistisk opgave at gå i forsvar for et politisk diktatur? Lader man Bakunin svare på dette, siger han: "Vi er overbeviste om, at frihed uden socialisme er privilegier og uret, og at socialisme uden frihed er slaveri og brutalitet." Et opgør med stalinismen og alle andre autoritære retninger indenfor socialismen kræver også et klart opgør med Castro-diktaturet og vejen til dette går tværs igennem Ché-myten.