Camilo Guevara, Che’s søn, i Belgien

Uddrag af et interview i ”HUMO” (belgisk avis) nr. 43/3032 16. oktober 1998

Q:    Du kendte ikke din far så godt i virkeligheden. Du var 5 år da han døde. Måske bygger dit kendskab til ham på det billede, vi andre har formet af ham, og på information i bøger?

Guevara:     Jeg har nogle enkelte erindringer, dog vage - ting, som jeg ikke er helt sikker på er sket i virkeligheden, eller om jeg har drømt det. Ting, som stammer fra historier som min mor, min familie og min fars venner har fortalt mig.

Q:    For dem, som tror på de frie markedskræfter og på de forenede stater er din far blevet en dæmon?

Guevara:    Dét er deres problem, ikke mit. Han var en djævel for de forenede staters regering og for de multinationale i deres land. Ikke for befolkningen i de forenede stater. Jeg er overbevist om, at mange nordamerikanere beundrer og respekterer ham som den ”El Che”, de elsker, og som kæmpede mod uretfærdighed i det nordamerikanske samfund. I USA er der en bevægelse, som har deklareret solidaritet med Cuba og som er imod blokaden mod øen.

Q:    Din fars liv forløber på en kontroversiel måde. Han forlod Cuba, fordi Sovjet gik ind – han havde ikke tiltro til dem, efter sigende – og derudover havde han problemer med Fidel Castro, som mere og mere blev den pragmatiske leder af staten?

Guevara:    Dette er ikke sikkert. Min far forlod Cuba, fordi han var en evig revolutionær. Han skrev dette på sine postkort, som blev offentliggjort. Fidel og ”El Che” forblev venner, brødre og kammerater til det sidste. Det, at der skulle have været problemer imellem dem er en løgn, som opstod op til min fars død. I den epoke, hvor ”El Che” opholdt sig i Congo i 60’erne, vidste de kapitalistiske lande ikke, hvor han var, og den oversøiske presse skrev ting såsom at han var blevet dræbt; eller at han var fængslet på Cuba. Det, de ville med disse løgne, var at skade den cubanske revolution og Fidel Castro, fordi de repræsenterede den internationale venstrefløj og de 80 % af verdens befolkning, som er fattige. På den anden side ville de overbevise folk om, at den revolutionære Guevara, det store symbol på revolutionen, ikke var den, han foregav overhovedet, men i stedet måtte flygte over hals og hoved, fordi der var uoverensstemmelser mellem Che og hans revolutionære kollega Fidel Castro.

Q:    Hvordan er livet for Che’s søn i Cuba?

Guevara:    Det du tænker på, er, om jeg har privilegier? En stor del af Cubas befolkning elsker jo også Che. I øjeblikket har jeg det svært med at leve op til dette, men mange cubanere anbringer den kærlighed, de havde til Che, på os, hans børn og hans familie. Og behandler os mere venligt end andre. Ud fra denne synsvinkel er vi privilegerede.

Q:    Hvordan har Cuba det i dag? Forbedrer den økonomiske situation sig gradvist?

Guevara:    1994 blev grundlaget for vores situation i dag. Herefter begyndte den cubanske økonomi at vokse gradvist igen, i sandhed et mirakel. Og Che havde ikke noget at gøre med dette (smiler). Eller måske alligevel en smule. Dette år gjorde et stort indtryk på alle os. Forestil dig det: Et land, som er offer for en streng økonomisk blokade, på nippet til at tabe på 80 % af markedet på grund af det østeuropæiske markedssammenbrud. På samme tid blev blokaden mindre stram, og priserne på det oversøiske marked - som vi behøvede desperat, som om vi var et tredjeverdensland - blev ved med at stige. Og på grund af disse forhold voksede vores økonomi. Dette er miraklet. Et meget farligt eksempel. Men vi må gøre det uden at modtage en øre fra FMI (Fondo Monetario Internacional) – heller ikke fra nogen andre internationale finansielle organisationer. Vi har måttet demonstrere, at man må finde frem til en mængde ting uden penge, dog med stor politisk velvilje i sit område. Jeg formoder, at verdens kapitalister er forlegne over, at dette er et eksempel til efterfølgelse i andre lande. Det er derfor, de forsøger at ødelægge os med overvældende magt.

Q:    Den største leder, Fidel, forsvinder på et tidspunkt fra scenen – han er nu 72 år. Hvad sker der så? I Florida ser mange eksilcubanere frem til denne dag for at generobre Cuba.

Guevara:    Der er meget få ting, vi kan være sikre på i denne verden. (smiler) I 1959 var eksilcubanerne overbeviste om, at de ville generobre Cuba hurtigt. Men, der gik 40 år, og de er stadig i Florida. Da Østeuropa kollapsede, var de overbeviste om, at Cuba ville følge efter. Imidlertid er passeret 9 år. Gennem 60 år, helt fra begyndelsen af århundredet og til slutningen af halvtredserne, var Cuba en amerikansk koloni. Vi kendte til kapitalismen, og vi eksperimenterede med den, indtil Fidel og en gruppe unge lancerede revolutionen. Hvad tror du, at folk vil gøre efter Fidels død? Tror du, at hele verden vil vende tilbage til det, den var i perioden før 1959? At befolkningen vil tillade USA at entre øen og smide os ud?

Q:    Ville det være muligt, at det cubanske regime falder sammen? Kapitalismens forbrugergoder er forførende. Må man ikke forholde sig til dét i dagens Havanna?

Guevara:    I Østen forfører kapitalismen mange mennesker, ja. Og sikkert også nogle få ignoranter i den tredje verden…

Q:    Lad os indrømme det, de unge cubanere efterspørger også Nikes, Marlboro, Coca-Cola og walkmans…

Guevara:    Uden tvivl, uden tvivl. Men dog ikke størsteparten af vore unge. Aldrig. Det cubanske folk har nået en politisk og kulturel modenhed, som ikke lader sig ignorere så let. Cubanerne har set, hvad der skete med Østeuropa, før murens fald lovede dem guld og grønne skove, men hvad er det, de har opnået? Intet. Absolut intet! Undtagen kaos og udbyttelse. Vi cubanere ved dette. ??? . OK, der er også folk, der ønsker at vi skal sælge os selv til de forenede stater. Men det er en minoritet.

Q:    Vil det så ikke være det mest intelligente at ignorere USA fuldstændigt og indstille økonomien efter Europa?  

Guevara:    Europæerne er heller ikke filantroper. For at være realistisk, så afhænger vort forhold til Europa af deres mulighed for at drage fordel af dette. Men USA lægger et stort pres på Europa. Nordeuropa modstår Ley Helm-Burton (amerikaneren, som søger at undgå ikke-amerikansk samarbejde med Cuba). Og det er vi glade for. Men kan man ud af dette udlede, at europæerne er forelskede i Cuba? Nej det er et tegn på overlegenhed. Hvordan kan et land acceptere at andre forhindrer dem i samhandel med resten af verden.

Q:    Få ser stadig Cuba som det ideelle socialistiske paradis. I dag tager I imod tusindvis af turister og handelsfolk fra Europa og Sydamerika. Er dette en god ting?

Guevara:    Cuba har aldrig været så lukket som I tror. Vi har altid bibeholdt en god kontakt til Europa. I hvert fald med Østeuropa. Men vi har altid været åbne over for den europæiske kultur. Førhen promoverede vi ikke turismen så meget i Europa, fordi det var unødvendigt. Nu har det ændret sig i det mindste i hovedstaden, for at kunne tiltrække udlændinges besøg.

Q:    Men turismen har også en mørk bagside – prostitutionen?

Guevara:    Jeg tror, det har mere at gøre med den krise i menneskelige værdier i hele verden, end med turismen på Cuba.

Q:    Tror du virkelig det?

Guevara:    Der er også prostitution i Belgien. Det har jeg set med egne øjne. Mennesker, der tjener nok til at overleve, prostituerer sig ikke. Folk, der ikke tjener nok penge, prostituerer sig. Hvorfor?

Q:    Fordi de vil have penge?

Guevara:    Nej. Hvis jeg ikke havde flere penge, og var sulten hele dagen, ville jeg ikke prostituere mig. Det er et spørgsmål om værdier. Og hvad må jeg så gøre ved det? Tigge hos alle turisterne? Eller burde vi sikre os, at folk ikke bare har nok penge, men også har respekt for de essentielle menneskelige værdier. Hvis dette er tilfældet, må vi arbejde hårdt for at udrydde prostitutionen.

Q:    Du arbejder for fiskeriministeriet. Det er sært, at I har et sådant, da cubanerne sjældent spiser fisk?

Guevara:    Det er rigtigt, men der sker fremskridt. Førhen var det at spise fisk for de fattige, og fisk var hunde- og kattemad. Nu forsøger vi at promovere fisk som ferie- og festmad.

Q:    Og her kommer Fidel ind i billedet?

Guevara:    Ja, engang lavede jeg noget for TV. Man ser et tomt bord i et tomt rum. Fidel kom ind og satte sig ved bordet, kiggede alvorligt ind i kameraet men sagde ikke et ord, En tjener kom ind og serverede en tallerken fisk, Fidel spiste fisken i stilhed, lagde fiskebenene ned på tallerkenen, mens han udtalte de historiske ord: ”Og nu jer!”. Så nu spiser vi alle fisk.