Døde indianere sladrer ikke

Arne Falk-Rønne. Steen Hasselbalchs Forlag. København, 1970. 307 sider.

"Jeg erklærer som min overbevisning, at ikke al såkaldt storkapital har været til skade for den jævne sydamerikaner, at ikke alle diamantjægere og gummisamlere er djævle på jord, at ikke alle uciviliserede indianere er engle, at en Che, i hvilken forklædning han end måtte fremtræde, ikke udelukkende er en romantisk figur med skæg og fængende revolutionsord, at mange missionærer har gjort et godt stykke arbejde... ja, jeg vover i denne bog mange andre postulater imod den gængse opfattelse." [s. 12]

"I et lokale på Sorbonne i Paris under studenterrevolten i foråret 1968 diskuteres de sydamerikanske indianeres kår af en gruppe politisk interesserede unge, hvoraf de fleste sandsynligvis er etnologi-studerende. Jeg er netop vendt tilbage fra et ophold i Mato Grosso og er sammen med andre 'indianerkendere' indbudt til mødet 'Les indiens sont in'. Pigerne er i ponchoer og bærer indianske pandebånd. De fleste af de mandlige studerende har langt hår, enkelte har malet kinder med rød okker muligvis for at komme til at ligne stammefolk fra Mato Grosso, Rondónia, Beni eller Amazonas, hvor den lokale mandlige befolkning som nævnt bruger urucú-frugten til at tegne røde ringe på kroppen og smøre ud i ansigtet - dog med det primære formål at holde moskitoerne på afstand. En purung pige har blottet overkroppen og ladet en mandlig kollega male et billede af Che Guevara på sin mave.

Diskussionen er i nogen grad præget af, at de franske fagforbund et par timer i forvejen har ladet meddele, at de kun ønsker at følge studenternes revolte, så længe det er et spørgsmål om at forbedre de økonomiske kår, men at de i øvrigt stiller sig tvivlende over for enhver form for politisk og etisk samarbejde med de unge akademikere. Dette får en ung mand til at deklamere:

'Arbejderne er ved at rådne op i petit-bourgeoisisme. Giv hver af dem en Renault, og de stemmer igen på de Gaulle! Nej, det er naturfolkene, vi må gøre interesserede i en revolution. Kapitalismen er godt på vej til at myrde Sydamerikas indianere. En af de største mænd i vor tid, Che Guevara, ville rejse dem til kamp. Men den militære og klerikale reaktion fik fat i ham forinden og skød ham brutalt ned.'

Der lyder høje bravoråb, og den unge pige med Che på maven, opfører en mavedans, som får folkeheltens ansigtstræk til at sitre. 'Make love, not war! Make love, not war!' skriges der, uden at jeg er i stand til at sige, hvad det har med Che's guerillakampe i det sydlige Bolivia at gøre. Den unge mand fortsætter sin ildnende appel:

'Det er Che, som har læst os at gøre opstand mod det bestående. Det er ham, som har sagt, at en søn bør rejse sig mod sin far, en datter imod sin mor. Det er ham, som har vist os studenter vejen frem, nu hvor vi ønsker at afskaffe borgerskabets eksamen. Han kom fra et arbejderhjem i det fattige Argentina, brød med sin familie for at blive revolutionær og søgte med sine bolivianske kommunistiske kammeraters uerstattelige hjælp at rejse en ny kampfront blandt Bolivias fattige indianere. Men storkapitalen fik ram på ham, kammerater! Og deres usle lejesvende, missionærerne og den ynkelige bolivianske hær myrdede ham... Hvor ville jeg dog ønske, at enhver ung fransk pige ville bære et billede af Che på sin mave!'

'Jeg er ikke fransk, dit høved, jeg er fra Sverige,' råbte pigen med Che på maven. Jeg tør formode, at hun er under indflydelse af narkotiske stoffer, men håber for hende at hun blot er godt gammeldags fuld.

Jeg finder den franske students udtalelser så latterlige og så vildledende, at jeg ikke kan tilbageholde en højrøstet protest. Jeg har en vis sympati for de rebelske Sorbonne-studenter, hvis studieforhold på mange måder er under al kritik, men netop af den grund bør man være opmærksom på det tomme politiske gejl og den arrangerede provokation, når sådanne uhyggelige foreteelser stikker hovedet frem: 'Che antog ikke de bolivianske kommunister for at være kammerater,' siger jeg. 'Vrøvl og sludder, gamle ven,' afgør taleren. 'Du er en borgerlig journalist, ikke? Så er din opfattelse farvet. Jeg siger ikke, du bevidst lyver. Jeg tror, du er en ærlig mand. Jeg tror godt om mine medmennesker. Make love, not war. Men du forstår dig ikke på dette her.' 'Men jeg kommer lige dernede fra!' 'Det er lige meget. Du formår ikke at opfatte begivenhederne i den rette revolutionære ånd.'

'Men må jeg ikke have lov til at læse af Che's dagbog. Betyder det ikke det mindste, hvad Che skrev?

Stor palaver. Den svenske Che-pige er begyndt at skrige, fordi hun har fundet ud af (hvad hun ikke lægger skjul på), at de revolutionære mandlige studenter interesserer sig mere for det forhåndenværende materiale, hvorpå Che-billedet er malet end for selve den revolutionære avantgardistiske ånd. Jeg leder febrilsk efter citaterne i dagbogen og i det brev, Che skrev til sin datter. Men det er en engelsk udgave, og udsagnene må først oversættes til fransk. Her er de: 'Bolivianske kommunister er nogle svin', og i brevet til datteren: 'Du må lære meget. Du må lyde din mor og ikke altid tro, det er dig, der har ret - du er for ung.'

Men jeg når aldrig at komme til orde. Studenterne har afbrudt mødet. De vil gå i protesttog ned gennem Boule' Miche' med bannere af Che foran sig. 'Den unge videnskabs protest mod mordet på Che og de sydamerikanske indianere' kalder de demonstrationen." [s. 262ff]

"'Bønderne er lige så uigennemtrængelige som sten', skriver Che et sted, og det er åbenbart kommet som et chok for ham og hans medkæmpere, der har ønsket at rejse den fattige befolkning til revolution imod de bolivianske magthavere, at guaranierne i stedet har udnyttet guerillaerne økonomisk og derefter angivet dem. En bager i omegnen af Samaipata har fået udsolgt på få timer med 500 pct.s fortjeneste og ladet guerillaerne betale 83 dollars for 250 gram brød. Ved en anden lejlighed har de måttet betale 10 dollars for en kylling.

Hvorfor har Che Guevara valgt Bolivia i et forsøg på at skabe den anden socialistiske stat i Latinamerika? Sovjetiske skibe kan forsyne Cuba med det meste af, hvad den amerikanske blokade lukker ude, men Bolivia har ingen kyststrækning. En effektiv handelsblokade kan kvæle landet på to uger. Hvis hans revolution var lykkedes, hvad skulle han da have stillet op med den? Den svenske forfatter, Sven Lindqvist, mener i sin bog 'Slagskuggan', at Che ikke ville skabe et socialistisk Bolivia, men påbegynde 'to, tre, mange Vietnam'er' og ville anvende guerillakrige som et strategisk våben, ikke med lokale men med interkontinentale mål for øje. 'Han ville udnytte det tilfælde, Vietnam havde skabt. Samtidig ville han hjælpe vietnameserne på den eneste måde, der ville være virkelig effektiv - gennem at skabe en anden front.'

Men hvad betyder det 'at rejse end anden front', 'at skabe ét eller flere Vietnam'er'? Hvad betyder det for de bønder, som lever på egnen, og som har nok i den daglige kamp for at skaffe brødet på den karrige jord? Det betyder - hvis det lykkes - at deres hjem bliver ødelagt, at deres markers afgrøde stjæles af soldaterne, der ikke har adgang til revolutionære fonds og derfor tager for sig, hvor de kan. Hvorfor har Che ikke kunnet set, at en strategisk revolutionær, der vælger guerillakrigen som våben, må lægge sit liv i bøndernes hænder. Og de indianske bønder i kløfternes land ønsker ingen revolution. De er fattige, men de hører til de få indianere på det sydamerikanske kontinent, som ejer jord. Det er sandsynligt, at Che kunne have fået succes med sine planer, hvis han var begyndt i Limas fattigkvarterer, eller i Rios favellaer. Men nu bliver det en guarani-bonde, som angiver ham." [s. 266f]

"Der er stadig en del guerillaer tilbage, som skyder på helikopteren, da den gør klar til landing. Kaptajnen beordrer den dertil til landsbyen Higuera i stedet og begynder med sine fanger den tre kilometer lange march til landsbyen. Han læser Che af båndene og lader en af soldaterne støtte ham på vejen op gennem kløften. Mænd, kvinder og børn modtager soldater og fanger uden for Higuera. En gammel kvinde peger på Che: 'Dræb ham! Dræb ham med det samme!' råber hun. Et par bønder er af samme mening, men Prado fejer dem til side og fører sine fanger til landsbyens beskedne skolebygning, hvor den vagthavende officer, løjtnant Tomás Aguilera lader dem anbringe i hver sit klasseværelse, der tjener som celler." [s. 268]

"Jeg traf Ernesto Che Guevara i Havanna i det år, hvor den revolutionære sprogbrug var mest i brug: en bizar politisk moderetning, der havde ændret den cubanske hverdagstale til en slem omgang klichésuppe... Che var dengang (så vidt jeg husker) nationalbankdirektør, og vi var nogle journalister, som var sammen med ham på en restaurant... På et tidspunkt af aftenen fortalte han om sig selv, og jeg fik øje på en ny Che. Han havde strøget selskabsmennesket af sig. Han var oprigtig. Den revolutionære kommunist gav udtryk for kærlighed til sin slægt og mente, at familiesammenhold var en af de smukkeste menneskelige egenskaber. Han er blevet kaldt Don Quijote fra det tyvende århundrede. Jeg synes ikke sammenligningen passer. Jeg finder heller ikke, at han var den romantiske fandivoldske type, som visse skrivebordsrevolutionære vil gøre ham til. Jeg spurgte i de følgende dage mange folk, som kendte ham, om hvordan de bedømte hans fremtidsudsigter. Men det er svært at få et ærligt svar (i hvert fald for en journalist) i et land som Cuba, hvor de udspurgte enten er bange eller ønsker at benytte muligheden for at udtale sig til propagandaformål. De fleste mente nu nok, at hans karriere havde toppet. Men han kunne jo sidde dér som nationalbankdirektør resten af sit liv og have det godt. Sådan sagde kommunisterne, og de er ofte de mest småborgerlige af alle... Der var ingen arbejderklasse-kommunist over Che Guevara. Tværtimod. Der var nok en smule skolemesteragtigt over ham... Hans argentinske familie tilhørte landets 'øverste aristokrati', har jeg læst." [s. 269f]

"... det var guarani-indianerne, der dræbte den latinamerikanske castroistiske revolution, da de nægtede Che og hans guerillaer hjælp og angav dem til det bolivianske militær. Fra at være en legende er Che nu blevet en myte, som visse vesteuropæiske kredse af ungdommen tilbeder, de samme kredse der ønsker at lade hånt om al lærdom, som gør oprør mod deres forældre og mener, at blot fordi de er unge, har de dermed ret til at gribe magten og sætte andre fra styret. For dem er det sundt at læse, hvad Che skrev til sin datter Hilda fra Brazzaville i februar 1966: 'Du må berede dig på at blive en revolutionær, hvilket i din alder betyder, at du skal lære meget, så meget som muligt, og altid være rede til at støtte en retfærdig sag. Du skal også lyde din mor og ikke altid tro, at det er dig, der har ret - du er for ung.'" [s. 272]

"At der bliver stadig flere banditter i de sydamerikanske republikker, kan derfor måske tages som et udtryk for, at det for mestizen er blevet vanskeligere at føle sig tilfreds i et middelalderligt feudalsystem, når han véd, at forholdene i andre dele af verden (Europa og USA) har ændret sig til fordel for de dårligst stillede i samfundet." [s. 273f]

"Jeg tror heller ikke, at den del af det sydamerikanske hvide borgerskab, der tænker sig om (og det gælder ikke bare Colombias indvandrede familier af nordeuropæisk oprindelse), vil benægte, at der findes en højreorienteret 'revolverromantik'. Personligt finder jeg denne form for kærlighed til vold og romantisk dyrkning af udenomsværkerne lige så afskyelig som den venstreorienterede Che Guevara-dyrkelse. De anses for kække, disse smarte piger af borgerskabet, som har et perlemorsbesat revolverskæfte i hånd og tømmer pistolens magasin mod en eller anden indianer, som sandsynligvis aldrig har tilhørt La Violencia. Der er særlige model-bukser for dem, militaristiske i snit, men som alligevel fremhæver de kvindelige former. Vidunderligt at plaffe en indianer ned i et modebevidst kostume!" [s. 283]