1. Han er et bolværk mod terrorisme

George W. Bush har mange kvaliteter, men den største af dem alle er, at han som Ronald Reagan sætter hårdt mod hårdt mod tidens største onde. I Reagans tid var det kommunisme, for Bush er det islamisme. Han har kaldt terrorangrebene 11. september 2001 for et øjeblik, der ændrede den måde, han så verden på, og han har siden ført en nådesløs jagt på islamistiske terrorister. Han så som en af de første, at al-Qaeda ikke forsvinder ved at lukke øjnene, og terrorister pakker ikke sammen, hvis man sender en diplomat. Bush sendte i stedet kavaleriet. I dag er netværket al-Qaeda tilsyneladende under pres og uden central styring, og dets leder, Osama bin Laden, jages døgnet rundt - død eller levende. Ikke for ingenting har New York Times-redaktøren Bill Keller kaldt Bush for »Reagans søn«, og lighederne mellem dem er mange, fra ukuelig optimisme til en uvilje mod at bøje sig. Den slags ubøjelighed er blot svær at fastholde i længden i et demokrati; Winston Churchill blev stemt ud i 1945, Bush ligger historisk lavt i meningsmålingerne, og for hver dag vi fjerner os fra 11. september, lyder der stadig større kritik fra Europa - især i forhold til Irak og Guantanamo.

2. Han spreder frihed og demokrati

Ingen siden Reagan har skænket så mange mennesker friheden. Fjernelsen af Taleban-styret skabte ikke blot et nyt demokrati for 26 millioner afghanere, det gav kvinder ret til at være andet end gemt væk. 25 millioner irakere er sluppet af med Saddam Hussein, og ved deres første frie valg i januar deltog seks ud af ti stemmeberettigede. Det er flere end i USA. Billederne af glædesstrålende irakere med lilla tommelfingre i vejret såede et frø af håb hos folkeslag i hele den arabiske verden. Og frygt hos deres magthavere. Som en libanesisk studerende skrev hos Lebanese Political Journal på nettet: »Ville Syrien have forladt Libanon uden amerikansk pres og bevis for, at Bush mener, hvad han siger? Sandsynligvis ikke. Ville syrerne være rejst så hurtigt? Nej. Ville syriske soldater have rykket ind og slået ned på libanesiske borgere? Sikkert. Bush var ikke årsagen til vores protester. Men han var årsagen til, vi kunne gå i seng den aften.« Så læg Libanons fire millioner til regnestykket. Men det tager tid at rodfæste et demokrati, hvor islamister ikke ønsker det. Afghanistan rumler stadig, Irak er lige så blodig i dag som før valget, de første bilbomber er sprunget i Beirut, og i Café au Lait-Europa giver man USA skylden for at have gjort verden mere usikker. Det var mere trygt, da alle araberne var undertrykt.

3. Han er styret af idealer

I en verden, der sukker efter ledere med mod og visioner til at udstikke kursen, skiller Bush sig ud som en mand med en klar idé om, hvad han vil. Havde han været europæer, havde han haft en plan for EU. I sin indsættelsestale i januar brugte han ordet »liberty« 21 gange, kun overgået af ordet »freedom«, som blev gentaget 27 gange, og han mener det alvorligt. Bush sendte for nylig udenrigsminister Condoleezza Rice til Egypten, hvor hun chokerede ved ikke blot at skælde ud på regimet, der er en gammel amerikansk allieret; hun undskyldte samtidig 60 års fejlslagen amerikansk realpolitik i Mellemøsten. Siden har Bush delt verbale øretæver ud til Israel og Saudi-Arabien, og USA støtter kravet om en undersøgelse af nedslagtningen af demonstranter i Usbekistan. På samme måde har Bush undskyldt for den amerikanske deltagelse i Jalta-konferencen i 1945, da Vesten solgte Østeuropa til Sovjetunionen. Han afslørede et idealistisk historiesyn, som han deler med Anders Fogh Rasmussen, der har undskyldt udvisningen af jøder til Nazi-Tyskland. Som Fogh er også Bush anklaget for naivitet. Hvor langt er han i virkeligheden klar til at gå over for sine venner i Saudi-Arabien, spørger kritikere og lyder næsten, som om de savner Henry Kissingers brutale realpolitik.

4. Han er ingen vindbøjtel

Bush har til Watergate-journalisten Bob Woodward talt om »gudsgivne værdier«, der ikke kan gradbøjes: »De er værdier som frihed og menneskeværdige forhold og mødre, der elsker deres børn.« Det er på de værdier og på sin stærke, kristne tro, han bygger sin politik. Han kunne have valgt en lettere vej, men det gør han ikke, og lige nu betaler han prisen for det. Ikke bare i sin udenrigspolitik, men også derhjemme, hvor bl.a. hans reform af folkepensionen og udnævnelsen af John Bolton til FN synes udsigtsløse. Nogle kalder ham stædig og firkantet. Men Bush leverer det, han tror på og har lovet, uanset hvad folk siger. For en europæer er det en oplevelse, man har svært ved at forholde sig til, for vi oplever den så sjældent.

5. Han er en arbejdsbi

Hvis man skulle tro dokumentaristen Michael Moores Cannes-vinder, »Fahrenheit 9/11«, er Bush en dovenlars, der spilder det meste af dagen på golfbanen. Det er ikke det billede, man får, hvis man følger ham en almindelig arbejdsdag. Det kan godt være, han som ung sprang over, hvor gærdet var lavest, drak lidt for mange øl, gik mere op i fodbold end i finanslov, fik middelmådige karakterer på universitetet og i det hele taget levede et liv, som mange af os kender for godt. Men da han etablerede familie, tog han åbenbart sig selv i nakken. Han er oppe før klokken seks hver morgen, holder en stram mødedisciplin, er ude til daglige politiske arrangementer, tager imod en strøm af officielle gæster, ofte op til 10 om dagen, og rejsen til København er hans fjerde til Europa bare i år.

6. Han kan grine af sig selv

Bush har humor, og det skal han være glad for. Andre griner sjældent ad hans vittigheder, men ofte af hans fortalelser, som er så hyppige, at amerikanerne har måttet opfinde et ord for dem, »Bushisms«. De udkommer endda i bogform. Foreløbig i tre bind. En af de mere uheldige bør ikke oversættes: »Who could have possibly envisioned an erection... an election in Iraq at this point in history?« Mange tolker fortalelserne og hans jævne omgangstone som intellektuelt underskud, han kaldes en cowboy og »småt begavet«, som Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, har sagt det. Det må ikke være sjovt at lægge sjæl til de kommentarer, men Bush gør bemærkelsesværdigt lidt for at imødegå dem. Tværtimod spiller den Yale- og Harvard-uddannede rigmandssøn ofte rollen som den jævne mand fra Texas fuldt ud, og det giver pote. »Ligesom Reagan har Bush skabt en politisk karriere ud af at blive undervurderet af sine modstandere,« konstaterer kommentatoren Philip Gailey fra St. Petersburg Times.

7. Han har en god kone

Når han skal være sjov, sådan rigtig sjov, så sender han sin kone. Laura Bush har afsløret et stort komisk talent, og der gik et gisp igennem det snerpede, konservative USA, da hun i en offentlig tale fortalte om dengang, George malkede en hest, vel at mærke »en mandlig hest«. Førstedamen har i det hele taget sat sig i respekt som en mere blød vinkel til Det Hvide Hus - hun har talt for abort - men hun er samtidig som en kvinde, der ikke vakler i modgang og troen på sin mand. Under et besøg i Mellemøsten for nylig blev hun flere steder mødt med demonstranter, men tog det med stoisk ro, og i sine taler - der blev skamrost af lokale kvindeorganisationer - advokerede hun for reformer og åbenhed og rakte hånden ud til forsoning og venskab.

8. Han er gavmild

Ingen vestlige lande reagerede hurtigt nok på tsunami-katastrofen i Asien, heller ikke USA. Men da alvoren gik op for verdenssamfundet, hjalp ingen mere end amerikanerne. Bush sendte 16.000 soldater, 26 skibe, 58 helikoptere og 43 fly foruden hundredvis af nødhjælpsfolk. Foreløbig har Kongressen på præsidentens personlige initiativ skænket seks mia. kr. i nødhjælp. Dertil kommer yderligere mindst syv mia. kr. fra private donorer - en af dem er Bush. Han gav 10.000 dollar af egen lomme. »Når verden for længst har rykket opmærksomheden andre steder hen, vil vi stadig være der,« har han lovet de asiatiske lande, og amerikanerne er der endnu. Bush har ikke nægtet, at hjælpen også er med til at forbedre USAs image i lande som Indonesien og Malaysia, hvor islamisk fundamentalisme vinder frem. Men hvem vil klage over det ud over islamisterne? Det er der faktisk flere, der vil. Ikke i Asien; kritikken er kommet fra den europæiske venstrefløj. Det samme var sagen efter jordskælvet i Bam, Iran. Ingen gav mere end USA, og ingen blev kritiseret mere.

9. Han får ros af Bono

USA har under Bush tredoblet sin ulandshjælp til Afrika. Fredag meddelte han, at den bliver yderligere fordoblet inden 2010. Der er stadig et stykke op til FNs mål for, hvor meget de enkelte lande skal give, men amerikanerne er langt fra de eneste, der halter efter. Faktum er, at Bush har medvirket til massiv gældsafvikling og foreløbig afsat mere end 30 mia. dollar til afhjælpning af sult, AIDS og analfabetisme og til demokrati-opbygning. Clinton gav til sammenligning 225 mio. Franskmændene kalder alligevel Bush fedtet, men de blev i denne uge sat på plads fra uventet kant: »De nægter at acceptere, på grund af deres politiske ideologi, at han faktisk har gjort mere for Afrika end nogen anden amerikansk præsident,« lød det fra rockstjernen Bob Geldof, der stod bag lørdagens Live8-koncerter. Hans partner, U2-forsangeren Bono, ser ligefrem en plads i historiebøgerne til Bush, hvis han fortsætter sin Afrika-politik: »Så vil han have ændret kontinentets skæbne.« Bush giver ikke pengene kritikløst, men stiller krav om politiske og økonomiske reformer: »Ved at insistere på reformer udøver vi omsorg,« siger han. Samtidig stiller han moralske krav, og hans AIDS-programmer er gennemsyret af en modstand mod aborter og prævention til mindreårige. Det får han kritik for, men penge er bedre end ingen penge, og de gør nytte. Han har Bonos ord for det.

10. Han er amerikaner

USA er vores allierede. Amerikanerne sørgede for, vi på trods af samarbejdspolitikken under besættelsen kom ud på den rigtige side. Under Den Kolde Krig vågede de over os. I dag står vi side om side i Irak. USA har givet os Marilyn Monroe, Internet, Coca-Cola, Bruce Springsteen, den elektriske pære, McDonalds, E.T, Martin Luther King, bilen, Reagan, en månelanding - en drøm. Hvem siger tak? Det gør inderne og polakkerne, lande som har drømmen og kampen for deres frihed i frisk erindring, mens vi andre synes bedre om kineserne. En ny undersøgelse fra Pew Research Center viser, at blot 43 pct. af franskmændene har et positivt syn på USA, mens kommunistiske Kina scorer hele 58 pct. Det samme gør sig gældende i England, Tyskland, Spanien. På tirsdag kommer Bush så til København. Han er amerikaner. En rar onkel fra Amerika. Vores ven. Og så alligevel. Meget tyder på, at vi - trods alle gode grund til at holde af ham - også har det svært med ham. Føromtalte undersøgelse fortæller, at anti-amerikanismen ikke har været større i årevis, og den er steget som følge af især én ting: Krigen. 11. september gjorde os alle til amerikanere, men sympatien holdt ikke længere end et par år. Så når Bush ankommer på tirsdag, vil der være nogle, der ikke bryder sig om ham.

Mon han vil bryde sig om os?

 
Det er ikke umiddelbart alle grundene vi i trojkaen er lige begejstrede for, men ikke desto mindre burde det rykke gevaldigt ved nogle fordomme hos de frelste anti-amerikanere.